Lavt selvværd

Kan du genkende…

  • Har du en grundlæggende følelse af ikke at være god nok?
  • Stiller du meget høje krav til dig selv?
  • Prioriterer du altid andres behov før dine egne?
  • Har du ofte selvkritiske tanker og er optaget af, hvad andre tænker om dig?
  • Har du svært ved at sige nej og sætte grænser, og har du en tendens til at please andre?
  • Har du et mønster med at overpræstere og overkompensere for at opnå anerkendelse og bekræftelse fra andre? Det kan være i form af altid at være ekstremt social, behjælpelig og positiv, og at være accepterende over for andres fejl.
  • Sammenligner du ofte dig selv med andre og føler dig mindre værd?

Hvad er lavt selvværd?

Hvis du har et lavt selvværd kommer det oftest til udtryk ved en følelse af ikke at være god nok. Du sammenligner ofte dig selv med andre mennesker og føler, at du ikke har en særlig høj værdi i forhold til dem. Du kan føle dig kedelig, uinteressant og grim og synes at de andre er bedre, smukkere, klogere og mere spændende end dig. Uanset hvad din selvkritik går på, vil dit humør og din livskvalitet blive negativt påvirket.

Forskel på selvtillid og selvværd

Selvtillid handler om de ting du kan, og de ting, du gør – altså dine præstationer. Når du har en god selvtillid, har du tiltro til dine egne evner, fx at du er god til dit arbejde eller er god til at spille fodbold. Selvværd handler derimod om, at du føler, du er noget værd som den person og det menneske, du er.

Når du har et godt selvværd, er du tro mod dine egne værdier og overbevisninger, og du tør stå ved dem, uanset hvad andre mener. Omvendt er symptomer på et lavt selvværd fx. usikkerhed, en manglende tro på dig selv, en manglende evne til at sige fra og sige din mening, eller det omvendte, hvor du kræver opmærksomhed og bekræftelse fra andre mennesker og nemt føler dig uretfærdigt behandlet.

Du kan sagtens have et lavt selvværd, selv om du har en høj stilling, et godt udseende og du er vellidt, hvor du færdes. Det lave selvværd er nemlig ikke synligt udadtil, men foregår inden i dig selv og handler om om fastlåste og negative forestillinger om dig selv. Forestillinger og tanker som får lov til at farve dine oplevelser og relationer i hverdagen.

Årsager til lavt selvværd:

Der kan være flere årsager til, at du har fået et lavt selvværd. Din medfødte personlighed har en betydning. Herudover kan det være, du ikke er blevet anerkendt særlig meget som barn, og du ikke har følt dig set og forstået. Måske har du kopieret et lavt selvværd fra én af dine forældre. Også svære begivenheder i dit liv som fx. skilsmisse eller fyring kan ændre dit syn på dig selv. Negative oplevelser som mobning eller isolation kan også føre til, at du bliver usikker i sociale sammenhænge.

Har du et lavt selvværd er der større risiko for at udvikle stress, angst og depression.

Behandling af lavt selvværd

Ved behandling af lavt selvværd får du en forståelse for, hvorfor dit selvværd er nedsat, og hvad der aktuelt kan være med til at fastholde det lave selvværd. Forløbet tilrettelægges altid efter din situation og dine personlige behov, men i behandlingen af det lave selvværd vil der typisk være fokus på:

  • Psykoedukation omkring lavt selvværd (hvad er lavt selvværd).
  • Forståelse for årsagerne til, at du har udviklet et lavt selvværd.
  • I fællesskab får vi identificeret, om der er noget i dit liv, der trigger dit lave selvværd. Om der er områder, hvor du føler, du ikke slår til. Her sørger vi for hurtigst muligt at få dette minimeret.
  • Redskaber til at ændre uhensigtsmæssige fastlåste tankemønstre. Typisk vil vi starte med at identificere og udfordre de negative tanker og antagelser, som ligger til grund for og er med til at vedligeholde dit negative syn på dig selv. De gamle tankemønstre og ”leveregler” erstattes af nye, der fx. kan være ”hvis andre overskrider mine grænser, er det okay at sige fra”,  “det er okay ikke være vellidt af alle” og “alt hvad jeg gør, behøver ikke være perfekt”.
  • Rådgivning om grænser, hvis du har svært ved at sige nej.
  • Fokus på positive aktiviteter og glæde i dit liv.
  • Styrke din egenomsorg og accept af dig selv.

 

Målet med behandlingen er, at du får et godt og styrket selvværd med større selvkærlighed og en grundlæggende følelse af, at du er god nok som den du er. Så du tør give udtryk for dine meninger og behov og kan prioritere dig selv med god samvittighed. Og dermed skabe dybe og ligeværdige relationer.

 

Sammenhæng mellem stress og lavt selvværd

Da jeg har speciale i stress, ser jeg ofte en større risiko for at udvikle stress ved lavt selvværd. Fordi der ses en sammenhæng mellem stress og at være dårlig til at sige fra overfor fx. arbejdsopgaver, urimelige krav fra kollegaerne/chefen eller situationer i familiemæssige sammenhænge. Herudover ses der ofte et overdrevent behov for at præstere hele tiden for at opnå accept og anerkendelse fra dine omgivelser og bevise, at du er værd at være sammen med og holde af – fordi du inderst inde ikke tror på, at du gør det godt nok. Læs mere om Stress her.

Måske har du et lavt selvværd og lever dit liv ud fra, hvad du tror andre forventer af dig, og glemmer dermed dig selv og dine egne behov. Måske er du ikke engang er klar over, hvad der virkelig betyder noget for dig. Så kan du have brug for Life-Coaching – læs mere her.

Andre områder, jeg behandler:

Life-Coaching

Life-Coaching handler om, hvad du gør med dit liv. Om at få støtte og hjælp til at skabe og leve det liv, du virkelig ønsker. Det kan fx. være, du står over for at skulle: træffe et stort livsvalg, skifte karriere, udvikle dig som leder...

Stress & arbejdsrelaterede forhold

Stress er en tilstand der kan opstå, når de krav og udfordringer, man udsættes for, overstiger ens ressourcer. Krav og forventninger kan både komme udefra og indefra, altså fra én selv. Stress kan opstå, når du over tid...

Livskriser

En livskrise kan ramme alle mennesker i alle faser af livet. Livskriser kan ses som en naturlig del af livet, og de opstår ofte i forbindelse med større livsændringer som fx. skilsmisse eller kærestesorg, ændringer i familielivet...